RUTEN
Hakone-ruten: Fem måder at krydse en vulkan på
Hakones klassiske rundtur binder fem transportmidler sammen omkring en caldera — bjergbane, kabelbane, tovbane, båd på søen og bus. Her er, hvordan det hænger sammen.
Check dates and availability ↗Hvorfor det er en ring, ikke en linje
Sightseeing i Hakone er spredt tyndt ud langs kanten af en caldera, og hverken vej eller jernbane forbinder det hele. Det, byen i stedet gjorde gennem det sidste århundrede, var at sy fem vidt forskellige transportformer sammen til én sammenhængende ring: en tandstangsbane op gennem den skovklædte dal, en kabelbane over det stejleste stykke, en svævebane over svovlmarkerne, turistbåde på søen og busser til at lukke hullet. Tag dem i rækkefølge fra Hakone-Yumoto, og du kører hele vulkanen rundt og ender dér, hvor du startede. Genialiteten ligger i, at hvert ben findes, fordi terrænet besejrede det foregående — ruten er i virkeligheden en maskine bygget til at bestige et bjerg, der hele tiden skifter mening om, hvor stejlt det vil være.
Tozan-banen og dens skiftespor
Det første ben er det mest elskede. Hakone Tozan Railway stiger fra Hakone-Yumoto til Gōra på omkring 35 minutter, og den er en af Japans stejleste adhesionsbaner — ingen tandstang, kun stålhjul, der bider sig fast i en voldsom stigning. For at vinde højde uden en tunnel bruger den tre skiftespor, punkter hvor linjen ganske enkelt løber tør for bjerg, og lokomotivføreren og konduktøren bytter ender, så toget bakker op ad næste stykke. Man mærker, hvordan hele vognen skifter retning. I juni og begyndelsen af juli er gennemskæringen omkranset af hortensia, og banen kører oplyste aftentog; om efteråret skifter de samme skråninger til rødt. Det er langsomt, det larmer, og det er den del af ruten, folk husker. Open-Air Museum ligger et stop før Gōra, hvilket gør det til det naturlige sted at afbryde opstigningen.
Kabelbanen og tovbanen
Ved Gōra giver jernbanen op, og Tozan-kabelbanen — en funicular trukket på en stålwire — tager skråningen op til Sōunzan på få minutter og passerer mellemstationer, hvor man kan stå af for en have eller en udsigt. Ved Sōunzan overtager Hakone Ropeway for det mest dramatiske ben: cirka 4 km svævebane i to sektioner, først op og over Ōwakudanis dampende åbninger i omkring 1.040 meters højde, derefter ned til Tōgendai ved bredden af Lake Ashi. Kabinerne kører hyppigt, og man skifter ved Ōwakudani, hvor hele dalen hvæser og dufter af svovl under én. På en klar dag er det også her, Mount Fuji plejer at dukke op ude til siden. Både kabelbanen og tovbanen kan indstille driften på grund af vejr, vind eller vulkansk aktivitet — værd at tjekke, før man binder sig til rækkefølgen.
Bådene på Lake Ashi
Fra Tōgendai krydser løkken vand. Sightseeingbåde — flere af dem udklædt som prangende efterligninger af galeoner, som børn elsker og alle andre stille nyder — sejler over Lake Ashi til Hakone-machi og Moto-Hakone på cirka 25 til 40 minutter afhængigt af ruten. Dette er den rolige etape efter bjerget, og det klassiske Hakone-fotografi venter for enden: den cinnoberrøde Heiwa no Torii, der står i det lave vand, med calderaens rand bagved og, hvis dagen er gunstig, Fuji endnu længere borte. Moto-Hakone og Hakone-machi er også der, hvor Hakone Shrine, den rekonstruerede kontrolpost fra Edo-perioden og et cedertræbeklædt stykke af den gamle Tōkaidō-landevej alle ligger inden for gåafstand fra broerne, så de fleste planlægger deres længste pause her frem for ved noget enkelt skiftested.
Afslutning af løkken, og hvilken vej du bør tage den
Fra broerne ved søen kører Tozan-busser tilbage over passet til Hakone-Yumoto og lukker cirklen. Du kan tage løkken i begge retninger, men hvis du kører med uret — jernbane, kabelbane, svævebane, båd, bus — tager du de to store stigninger først, mens du er frisk, og lader søen og helligdommen være belønningen på den anden side, og det får generelt skiftende til at passe bedre sammen. Den modsatte retning fungerer også og er nogle gange mindre crowded ved svævebanen. Uanset hvad er den egentlige udfordring, at dette er fem separate transportmidler med ventetid ved hvert skift, og ventetiden vokser i efterårsweekender. Afsæt mere tid, end selve rejsetiderne antyder, start tidligt, og betragt løkken som selve dagen snarere end en korridor mellem seværdigheder.